Shoporama er en virksomhed, der ofte har mødtes med deres kunder. Det satte corona næsten en stopper for. For det viste sig, at en sheltertur er en forrygende anledning til at få nye snakke med kunder og kolleger
At drive en webshop er for mange en lidt ensom affære. Rigtigt mange webshops i Danmark bliver drevet af én person, der går på et kombineret lager og kontor og står for alt fra:
- Vareindkøb
- Økonomi
- Bogholderi
- Kundeservice
- Teknik
- Logistik
- Fragt
- … og alle den andre opgaver en virksomhed kræver
Da vi i Shoporama selv har prøvet at drive webshop, så ved vi, hvor ensom en historie, det kan være.
Det er ikke så meget ensomheden i det, men mere dét, at man til tider gerne vil have nogle at spille bold op ad. Spørge “hvordan håndterer du den her situation?” og “vidste du godt, at du kan spare flere 1000,- ved at gøre XYZ?”.
Derfor har vi i Shoporama altid arrangeret forskellige former for socialt samvær for vores kunder. Der er som regel en faglig vinkel på det, så man lærer noget om SEO, email marketing eller affiliate marketing eller en helt fjerde disciplin i dét at starte og drive en webshop.
Vi har som regel afholdt 1-dages co-workings overalt i landet. Vi har afholdt en årlig 2-dages Symposium med eksterne oplægsholdere og god tid til at arbejde og netværke og så en årlig tur til Spanien i en uge, hvor der er ekstrem megen faglig input og masser af tid til arbejdsro. Men så kom corona…
Vi gik som mange andre og tænkte “vi venter til det er forbi”, men som tiden gik fik vi flere og flere mails fra kunder, der skrev “jeg savner at se de andre webshopejere”. Men eftersom landet var lukket ned var der ikke mange muligheder – der var til gengæld en oplagt alternativ mulighed, som vi greb til: Sheltertur!
Komplet med snobrød, bål, øl, stearinlys og whisky i emaljekrus.
I forsommeren 2021 tog vi 8 kunder med i shelter nær Viborg. Flere af dem havde ikke før prøvet at sove i shelter og disciplinen “mad over bål” var ny for flere. Til gengæld var det en sund øvelse for disse tastatur-fingre at skulle bygge og starte et bål, holde det ved lige og få stegt en bøf over ilden.
Og så opdagede vi, at forretningssnakken gik lige så godt rundt om et bål, som den gør i et konferencelokale. Måske endda bedre. Bålet er et oplagt samlingspunkt for sådan en forsamling, så alle sad med front mod bålet. Det betyder, at alle kan høre samtalen og byde ind. Der var ikke nogen ude at løbe en tur, eller svare en kunde eller lige finde en sjov video på YouTube. Det var nærvær, snobrød og levende ild og alligevel kunne man godt tale om nye funktioner i Google Analytics, shopsystemet eller ønsker til nye funktioner.
Kan en sheltertur erstatte et møde – en konference?
Næppe… du kan selvfølgelig ikke demonstrere eller præsentere det samme på en sheltertur. Du får ikke samme mængde arbejdsro og det vil være besværligt at producere noget. Men hvis man taler om den netværksdel, der normalt foregår i baren eller i frokosten til en konference, så er værdien af netværksdelen i hvert fald lige så højt på en sheltertur. Det er sundt for os normale folk ved tastaturet at skulle save brænde og flække det, bygge et bål etc. Det giver en anden slags sammenhold og noget at grine af.
Skal du afsted på sheltertur med kolleger, kunder, samarbejdspartnere eller ansatte så vil mine råd til dig som arrangør være disse:
Gør det frivilligt
Der er ikke noget værre end at blive tvunget til noget, man ikke gider. Det er ikke for alle at sove i et shelter. Respektér det og lad dem, der ikke ønsker det, slippe. Det bliver ikke fedt at have en sur mokke siddende.
Gør det simpelt
Hvis man ikke har erfaring med at lave mad over bål, så lad være med at prøve at ryge en hel lakseside og bage brød. Pølser og pølsebrød er helt legitim aftensmad og det er tilladt at køre til bageren efter rundstykker næste morgen (man kan også varme nogle på et bål).
Vælg et shelter, der kan bookes
Det vil være så ærgerligt at stå et sted, hvor der ikke er plads nok. I vil sikkert også gerne have pladsen for jer selv. Så find et shelter, der kan bookes.
Start med én overnatning
Det er for mange alt rigeligt og efter et døgn i det fri, vil de godt ha’ et bad og en ordentlig seng.
Medbring hygge
Vi medbragte Feuerhand lamper, som vi hængte op rundt om os og stearinlys i glas. Du kan også vælge at medbringe lyskæder. Husk det ikke er en overlevelsestur, men en alternativ forretningstur. Så du må godt gøre det Insta-venligt.
God vind
Håber det kan inspirere dig til at komme ud med dine samarbejdspartnere. Vi i Shoporama skal helt sikkert ha’ endnu en sheltertur i kalenderen.
Om gæsteforfatteren
Mit navn er Morten Vadskær – jeg er uddannet datamatiker og udgør den ene halvdel af Shoporama, som har været mit levebrød siden 2017 eller der omkring.
Jeg startede selv webshop i 2001 og har arbejdet med online markedsføring lige siden. Først i 2011 tog jeg dog beslutningen om at blive selvstændig, så jeg har levet mange år med svingende indkomst.
Shoporama er en såkaldt SaaS-virksomhed. Det betyder, at vores kunder betaler et månedligt abonnement til os. Det betyder, at min indkomst i dag er væsentligt mere forudsigelig.
Jeg har kendt Brian siden 2012 hvor vi mødtes til en SEO-konference i London. Siden har vi sparret om alt fra iværksætteri over online markedsføring, bureaukrati, brugervenlighed og alle de bespænd man møder som selvstændig.