”Good morning – Coffee or Tea”, lyder det på den anden side af teltdugen. Jeg er tilbage hvor det gik så galt for et par år siden, i Shira Camp på vej mod toppen af Kilimanjaro. Morgenritualet er som det plejer at være, vi bliver budt en kop kaffe eller te i soveposen, så undgår vi også at rejse os op alt for hurtigt, det har jeg dårlige erfaringer med.

Nikolaj Astrup har givet mig muligheden for at “gøre bjerget færdig”, Nikolaj var arrangør af min første tur til Kilimanjaro, og har nu samlet en gruppe selvstændige/iværksætter fra flere steder i verdenen for, endnu en gang, at lade mennesker skabe fantastiske relationer i fantastiske omgivelser.

Mere end sure sokker og trætte ben

Jeg var ikke forberedt på den store oplevelse det var at være tilbage på bjerget, og blive mødt med stor respekt fra guider og bærere for at være tilbage for at opleve bjerget og naturen. Jeg fik overbragt hilsener, taget billeder og ikke mindst så mødte jeg de to bærere der havde fundet og hjulpet mig sidst – da de hørte jeg var på bjerget gik de op til vores lejr en aften for at hilse og sikre at jeg nu havde det godt.

Dagsrytmen på Kilimanjaro

Morgen
Morgenvækning omkring kl. 7.00, kaffe/the i teltåbningen efterfulgt af en god solid morgenmad bestående af grød, brød, æg og pølser. Desværre er en del af rytmen også lettere morgenkvalme (også for ikke-gravide) og nedsat appetit, en af følgerne af at være i højden. Efter morgenmaden er der klargøring til dagens trek, nedpakning af lejr (blev stortset klaret af det seje crew af bærere) og pakning af rygsæk med regntøj, madpakke, snacks og andre fornødenheder til brug i løbet af dagen. Derefter afsted, op ad bjerget med kvalme og træthed i kroppen – så var det ekstra energigivende når vi lige blev sendt afsted med en sang 🙂

Trekking
Distancen på dagenes trek varierede, både i distance, højdemeter og hårdhed. Vores tur foregik på Machame-ruten med en ekstra indlagt dag, så akklimatiseringen var så optimal som muligt, for at minimere risikoen for højdesyge.

Fælles for alle dage var den evige påmindelse fra guiderne om at gå “pole pole”, langsomt. Det er vigtigt ikke at forcere i højden, men at gå langsomt og lade kroppen vænne sig til den tynde luft. De fleste dage på Kilimanjaro er overkommelig trekking der mest kan sammenlignes med vandring i godt kuperet terræn, men ikke klatring som sådan. Enkelte dage var der stejle passager hvor der skulle støttes med hænderne, fysisk er alle dagene udfordrende, men overkommelige hvis din grundform er på plads.

Dagene gav også god plads til snakke mellem holdets deltagere, vi opnåede hurtigt en stor fortrolighed mellem deltagerne og delte ud af udfordringer og erfaringer i livet som selvstændig. Det hold der var afsted på denne tur (ganske som forrige tur Nikolaj havde arrangeret) gav et godt netværk, som også efter turen er utroligt givende både fagligt og personligt. Der skabes et specielt bånd mellem mennesker når de har været presset til grænsen sammen.

Aften
Ankomst til dagens lejr startede altid med indskrivning i lejrbogen, et sindrigt (men sandsynligvis ikke særlig effektivt) system til at holde styr på de mange folk på bjerget.

Så var der afslapning, snacks og tid til mindre udflugter, gode snakke og bare at være sig selv, hvis det var behovet Aftensmaden var forrygende, specielt set i lyset af de forhold “køkkenet” havde at arbejde under, og hver dag med flere retter, herunder suppe, noget ris/nudler og masser af grønt og kød, primært i form af kylling. Hver dag var der også vegetarretter og lidt sødt til kaffen 🙂

Efter aftensmaden var der briefing om morgendagens tur og vi tog lige en runde mellem deltagerne for at høre om alt var ok og kroppen stadig var med på projektet. Der var udfordringer nok i form af trætte muskler, udfordringer med maven og følgerne af let højdesyge hos nogle af deltagerne. Min telt makker, Daniel fra Schweiz, blev ramt af let højdesyge midt på turen og havde en her dag hvor han kastede op flere gange, og det fortsatte natten igennem. Men han kom igennem det og fortsatte, selvom det selvfølgelig havde tærret på kræfterne, men Daniel er sej og resten af gruppen (og guiderne) sørgede for at lette ham for rygsæk og opgaver undervejs.

På toppen

Topdagen/natten er helt speciel, vi starter midt om natten, omkring midnat, og går polo pole op i mørket mod stjernerne. Turen er hård, ikke mindst på grund af kulden, det er modbydeligt koldt midt om natten og vi glæder os alle til solen kommer op og giver lidt varme. Vi nåede kraterkanten lige til solopgang, et bevægende øjeblik – og så mangler vi kun lige nogle hundrede højdemeter for at nå helt til toppen. Den sidste del af turen er vandring i jævnt terræn med krateret på den ene side og gletcheren på den anden, en tur der helt sikkert er smuk, men for mit vedkommende præget af at jeg var træt og mærket af højden, så jeg brugte al koncentration på at gå det sidste stykke til toppen.

Min anden tur til Kilimanjaro blev lige så oplevelsesrig som den første og heldigvis med andre oplevelser.

Den sidste morgen fik vi sagt farvel til hele teamet af guider og bærere – og selvfølgelig kvitterede de med en sang og en dans 🙂