Når skuffelsen ved at fejle er større end glæden ved at overleve
Lidt over midnat tirsdag den 11. marts 2014 var en stjerneklar aften på Kilimanjaro, lige der sluttede det planlagte og forventede eventyr jeg var på og blev erstattet af et helt andet.
Sammen med en række fantastiske mennesker var jeg igang med at bestige Afrikas højeste bjerg, vi var nået til Shira Camp i 3.800 m højde – ikke en voldsom højde, men nok til at påvirke så meget at jeg besvimede under et natligt toiletbesøg og faldt bevidstløs om på klipperne. Resultatet var et par “pæne” flænger i ansigtet og en evakuering til fods ned ad bjerget. Tre dages indlæggelse og et par dages rekreation på hotel efterfølgende.
Bevidstløshed, blodtab og evakuering
Jeg vågner om natten og skal tisse, rejser mig alt for hurtigt fra soveposen og går udenfor og lidt væk fra vores lejr. Under “seancen” besvimer jeg og falder til jorden og slår ansigtet, sikkert mod nogle af alle de klippestykker der ligger rundt omkring. Jeg ved ikke hvor længe jeg ligger, men da jeg vågner får jeg råbt på hjælp og vores campmanager vågner, finder mig og får rekvireret yderligere hjælp.
Evakuering til fods
Efter ca. en halv times førstehjælp på bjerget starter evakueringen, jeg er ikke klar over hvorfor helikopteren ikke kom (vi var ved heli-pladsen) men måske de ikke flyver om natten. Så evakueringen foregik ved at der var en bjergguide der havde fat i mig under hver sin arm og yderligere 11 med i følget som backup, og så gik det ellers i pandelampernes skær i trav gennem mørket nedad, nedad, nedad. Efter en lille time var vi ved et hjulspor hvor vi ventede på en firehjulstrækker der kom op fra park-rangerne. I den blev jeg så kørt yderligere et par timer, ad hullede hjulspor nedad bjerget, indtil jeg til sidst var fremme ved Kilimanjaro Christian Medical Center (KCMC) omkring kl. 04.00 om natten, det lokale offentlige hospital. På det tidspunkt havde jeg mistet en del blod og var noget afkræftet.
Kaotisk på hospitalet
På KCMC var der den slags kaos, som der er på hospitaler med alt for få ressourcer, der “flød” med patienter rundt om på feltsenge på gangene, toiletterne var ude af drift og meget symptomatisk blev jeg behandlet/syet sammen på tandlægeklinikken i tandlægestolen.

Om eftermiddagen var det arrangeret at jeg blev udskrevet fra KCMC og kørt til Arusha hvor der var et privathospital, Arusha Lutheran Medical Center (ALMC) med lidt bedre standarder, set med en europæers øjne. Samtidig var det tæt på kontoret for den organisation vi var på bjerget med, så de kunne besøge mig jævnligt og hjælpe med alt muligt mellem himmel og jord. Joel blev hos mig hele tiden, han sov på min stue om natten og løb ærinder når der var behov for det – han var min mentale redningsmand på det tidspunkt.
Efter et par dage på ALMC blev jeg udskrevet og kørt til et super hotel/resort i Arusha, hvor jeg kunne slappe af og komme til kræfter de sidste to dage inden de andre kom ned fra bjerget. Også her blev jeg forkælet af personalet, der nussede om mig og vartede mig op på alle tænkelige måder.
Når uheldet var ude så viste vores arrangør, Tanzaniatours og deres lokale partner Good Earth Tours virkelig hvad service er, superhåndtering hvor alt blev arrangeret og jeg bare kunne koncentrere mig om at blive rask.
Følelsen af ikke at nå målet
Når jeg deltager i sådan et arrangement, så har jeg en klar forventning om at nå mine mål og et af målene for denne tur var at nå toppen – jeg deltager ikke “bare” for turens skyld, selv om oplevelserne og samværet med de andre også var et af målene med turen. I det hele taget har jeg mål med næsten alt jeg foretager mig, det er ikke altid målet er at vinde – men jeg har altid et mål for deltagelse i det jeg laver.
Derfor sidder jeg nu med en stor følelse af skuffelse, en skuffelse over ikke at have haft muligheden for at prøve “rigtigt”, jeg blev slået ud af uheld inden det rigtigt kom igang. Omvendt er min glæde over at have sluppet billigt fra et, potentielt, slemt uheld, meget lille. Hvorfor nu det? Min logiske sans siger klart og tydeligt til mig at Kilimanjaro jo er der næste år også og jeg skal være glad for at jeg ikke faldt lidt anderledes, lå længere i kulden eller i det hele taget kom mere til skade end jeg gjorde.
Jeg ved ikke hvad det er der gør det, men jeg tror det er dybt integreret i mig at jeg hader at fejle og lige her ”fejler” jeg, det er en del af det drive er holder mig igang i hverdagen – godt nok er ikke godt nok, hvis det kan gøres bedre.
Tilbage til hverdagen igen
Nu er jeg så småt tilbage i hverdagen, mange erfaringer rigere og jeg har givet mig selv lov til at være skuffet resten af ugen, så skal jeg videre og så er denne oplevelse blot en af de mange sten mit liv hviler på.
Min oplevelsesliste er udvidet med:
- Evakuering fra et bjerg
- Behandling på offentligt hospital i Tanzania
- Deltagelse i Masai-ceremoni for døende dreng
- Et par superdage på Kilimanjaro sammen med dejlige mennesker